Så er vi i gang!

Lige nu sidder jeg i Andreas køkken, mens hun er i gang med at trylle salsaer, juicer og ostebrød frem sammen med sin søster - og min medforfatter - Karen. Jeg overvåger seancen fra en lille børnestol og ditto bord med min Mac på skødet. Min opgave er at sikre, at opskrifterne passer til virkeligheden, og at detaljer ikke forsvinder i oversættelsen. I de små pauser mellem kogning, bagning og blendning taler jeg med Karen om hendes madoplevelser og personlige tip, som skal indgå i bogen som den røde tråd. Men de to søstre er travlt optaget af deres gøremål og samtalen sejler lidt fra side til side og på forskellige sprog. Indimellem stikker fotografen også hovedet ind af vinduet for at spørge om noget med regi.

Uden for - på skråningen, hvor også Karens og hendes mors sommerhus ligger - afprøver Sarah (fotografen) kroge, borde, skåle, potter og underlag af, så vi er klar til den første rigtige optagedag i morgen. Mantraet for denne del af processen er: Forberedelse, forberedelse, forberedelse!

Sarah, min familie og jeg ankom til Maitencillo i går eftermiddags og havde kun været i Karens og Juans hus i få minutter, før den første flaske chilenske hvidvin var tømt. Sådan er det bare. Arbejdet måtte vente, selvom vi allerede havde mistet en dag på grund af Air Frances strejke. Men ok, en lettere forsinkelse til gengæld for disse omgivelser og dette selskab ... Jeg tror, vi klarer det!
Dagen i dag begyndte til gengæld effektivt på Andreas terrasse med kaffe og udsigt over Stillehavet, mens vi lagde vores slagplan.

Forud for køkkenseancen ligger to uger, hvor jeg har spist mig igennem Peru, Brasilien og det nordligste Chile. Og jeg bliver svær at få hjem igen. Både på den ene og den anden måde. Ikke al sydamerikansk mad følger de velkendte, danske kostråd. Derfor har Karen brugt lang tid på at udvælge de opskrifter, der passer bedst til de danske ganer, ingredienser og krav til sundhed.
Når det så er sagt, har jeg haft smagsoplevelser, der var både nye og overraskende. Jeg har for eksempel spist salat af rå palmehjerte, der føltes som at spise silke! Jeg har smagt grillet marsvin og små, syltede - og meget aromatiske - chilier, som står på bordene i de peruvianske restauranter i stedet for salt og peber. Desværre er der mange af disse ingredienser, man skal til Sydamerika - eller måske bare London -  for at få fat i. Men denne bog er netop tænkt som en introduktion til et fjernt køkken, der er fuld af nye smage og oplevelser. Den rå palmehjertesalat (chonta) bliver man nok nødt til at tage til Lima for at prøve. F.eks. på restauranten Amaz.

I morgen går det løs med fotografering af maden, og i løbet af de næste syv dage skal vi nå at have billeder af cirka 60 opskrifter i kassen. For når fotografen tager hjem, er løbet kørt!