Ají verde? Tjek!

Søg, og du skal finde.
Undskyld, den religiøse tone, men det føles næsten som at have fundet den hellige gral, når man finder de rigtige chilier i Danmark. Jeg tror i hvert fald, at det er de rigtige.
Jeg var på jagt efter den chili, der kommer tættest på den sydamerikanske ají verde, som optræder flere gange i vores kogebog. Karen siger, hun har set den i de tyrkiske grønthandlere i Danmark, men min egen lokale vidste ikke så meget om varen og kunne desværre ikke fortælle mig, hvad de hed på tyrkisk. Ved du det? Eller kender du måske et sted, man kan finde andre chilier end den røde og grønne thai-chili?
Den grønne fætter her er mildere end den grønne thai-chili. Derudover leder jeg efter en gul chili, ají amarillo, og en rød, stærk fyr (for at bruge chili-Klaus lingo), der hedder rocoto. Anyone?

Impuls

Se, hvad jeg kom hjem med i dag! Jeg gik forbi en kurv fuld af dåser med kondenseret mælk og ville før Sydamerika aldrig have lagt mærke til tilbudet. Men i dag var det, som om jeg manglede dem ...

Home sweet ... working camp!

Det er ikke til at forstå, at der er gået en måned.

Men her er jeg. Tilbage i Danmark. Tilbage til frokostsalater og MEGET mindre alkohol! Jeg har har haft fantastiske madoplevelser med venner, familie og nye bekendte, men det bliver også godt at komme i gang med at koge bogen sammen i hverdagens rammer.

Frem til december vil jeg prøve alle retterne af. I venners lag – ligesom i Sydamerika, naturligvis!

Og hvis jeg savner det nyopdagede kontinent, kan jeg altid tage en bid af disse medbragte sager:

PS. Det er ikke flødeboller, men toppe fyldt med karamel!

PPS. Med mit første møde med et dansk supermarked i en måned, fik jeg mig en længere (end normalt) snak med kasseekspedienten, der var fra Chile! Verden er blevet et endnu mindre sted.

Som en fisk i kødland

Min rejse er ved at være ved vejs ende, og den sidste uge har der ikke været mange muligheder for at skrive indlæg her på bloggen. Men for at ridse hurtigt op, så har jeg været i Argentina – en fantastisk tur over Andesbjergene i en meget hurtig Audi – for at besøge vinproducenter.

Målet var Mendoza, hvor det meste af Argentinas rødvin bliver til.

På vejen gjorde vi holdt på et gammelt, kendt skisportshotel for at spise frokost. Udsigten her var fortryllende, og det gjorde ikke oplevelsen mindre, at Juans far var ingeniøren bag hotellet, som blev bygget i 1939!

Kort efter passerede vi den argentinske grænse (efter tre-fire forskellige kontroller, som kan tage livet af enhver rejsende i højsæsonen), og her fra gik det ned, ned, ned. Ved foden af Andes begyndte sletterne, og dermed vinmarkerne. I dette klima, hvor temperaturforskellene er meget store, og jorden gold, lever vinplanterne næsten som ukrudt. Den største trussel er sten og isklumper, der uden varsel kan komme tromlende fra bjergene og ødelægge høsten eller de frugttræer, der også er mange af i området.

Vores ’crib’ var vingården Atamisque, som er ejet af en franskmand, der selv bor i det gamle, charmerende hovedhus. Vi boede i et par store, lækre værelser med udsigt over vin- og frugtmarker – og den mest fulde fuldmåne, jeg længe har set.

Ud over vin og frugt gør Atamisque sig også i opdræt af ørreder. Så jeg har mærkeligt nok haft min første lektion i dambrug i kødland nummer et!

Vi skulle selvfølgelig smage ørred den første aften, men helt ærlig, så ville jeg hellere have kød. Og det fik vi så næste dag. 500 gr.! På en restaurant i Mendoza. 

Efter to hektiske dage, hvor jeg også nåede at møde en gaucho og besøge flere vingårde med tilhørende vinsmagning, tog vi samme vej hjem over bjergene til Santiago. Her havde jeg fornøjelsen af at spise frokost med Karen på hendes families restaurant, La Tasca, hvor hun prøvede mit mod af med rå søanemone og ’loco’. Yummi.

(Inden da lagde vi bunden med en gigantisk hotdog, som Karen mente, jeg blev nødt til at smage. Vi bestilte ’den italienske’ med avocado, tomat og mayonnaise! Men sig det ikke til nogen …)

Særpræget blanding af madoplevelser på meget kort tid. Men jeg har måttet multitaske madmæssigt for at nå det hele på en måned ... Som ender i morgen.

Bittersød

Det er virkelig en underlig, bittersød følelse, når noget så intenst er slut. Men sådan er det. Billederne er taget – de sidste, vi tog (i går), var billeder af Karen og mig, hvor vi fik lov at tosse rundt. Det var en dejlig afveksling fra de mange seriøse timer med madlavning og fotografering og en dejlig måde at ende vores photo session. Og da vi afsluttede, gjorde vi det med en pisco sour og bananchips – begge med i bogen! Claro!

I dag var så Store Flyttedag, hvor jeg skulle sige farvel til Kristian, Hannah og fotografen, som skulle hjem til Danmark, mens Karen og jeg skal videre til Argentina. Så i morges sagde vi farvel til Andreas (Karens søster) og Karens og Juans smukke sommerhuse - og vores legeplads de sidste ti dage.

På vejen til lufthavnen, hvor jeg skulle sige farvel til mine legekammerater, gjorde vi stop på en bjergvej ved dette lille, pudsige sted. Der stod på et skilt, at de havde drikkevarer, æg og empanadas. Det viste sig, at de ikke lige havde empanadas, da vi kom, men masser af æg i en kurv. Og da vi spurgte, om vi kunne få en kop kaffe, sagde damen i butikken/cafeen/stoppestedet 'si, si, un caffecita' og serverede tre kopper te! Med vand fra kedlerne på billedet. Meget autentisk.

Efter at have sendt danskerne afsted med fly, tog jeg en taxa ud til Karens hus i Las Condes i Santiago. 

På deres terrasse havde jeg for første gang på denne tur en time, hvor jeg kunne sidde og læse, akkompagneret af duften fra et appelsintræ i blomst. Og hvad er mere passende, end at læse den folkekære digter Pablo Neruda og hans ode til en cashewnød? Jeg tror, jeg vil tage nogle bidder af hans digte med i bogen, for han har mange kærlighedserklæringer til mad. Smukt. Og sigende for det folkefærd, jeg prøver at indkapsle.

I morgen venter seks timers kørsel over bjergene til vinlandet Mendoza.

Sidste - absolut sidste - billede

Så er den roulade barberet!
Vi havde lige et lille uheld med nogle smukke nygrillede grøntsager, der ved et uheld røg i vasken og to opskrifter, jeg måtte bede om at få lavet om. Men ellers synes jeg, at de syv sidste dage har været forholdsvis smertefri - selvom det er overraskende hårdt at skulle tage stilling til, om maden skal i skåle, i kopper, i glas eller direkte på flisen, og om limen skal til højre eller venstre, op eller ned, ind eller ud af billedet. Og i dag nåede vi så til det sidste billede. En gigantisk piña colada!
Er vi glade for at være færdige? Det tror jeg nok.

Ellers var det dagen, hvor jeg slap ud. Hver dag har jeg siddet og kigget på Stillehavet - lige ovre på den anden side af vejen. Før jeg tog hjemmefra, havde jeg en forestilling om at have tid til at gå ture og tænke tanker langs vandet dagligt. Glem det.
Men i dag skulle vi - i bogens hellige navn - på fiskemarked for at tage billeder af Karen med fisk. Så jeg var på udgang.
Tjek lige de pelikaner, der holdt til ved havnen. Det rigtige fiskemarked var lukket på grund af renovering, men denne lørdag havde fiskerne sat et lille improviseret marked op, så chilenerne kunne få deres muslinger og friske fisk. Efter en lille uge med lukket marked og dermed mindre fiskeaffald var jeg en smule nervøs for, om de der kæmpefugle ville lunte hen og hapse Hannah ned i deres indbyggede indkøbspose.

Jeg har ikke så mange ord tilbage i mig lige nu, men det var som om, solnedgangen var lidt smukkere i dag. Aaahhhh .....

Messi - helt uden fodboldstøvler

I går sad vi og talte om, hvor sindsygt det her projekt egentlig er. Karen er ikke kok, og jeg har aldrig været i Sydamerika før. Jeg har heller ikke lavet en kogebog før eller stylet mad. Så det er jo bare skønt.

Og i dag må jeg sige, at jeg rystede lidt på hånden, da vi skulle skyde en frossen kage. Vi skulle have den fragtet op fra kummefryseren i søster Andreas køkken til Karens mørke entre. Vi anede faktisk ikke, hvad vi skulle stille op med den, for den var stort set løbet ud over de to opstillede spækbrætter, vi ville placere den på. Det tog cirka fire mennesker at få kagen ud af formen og møjsommeligt skære et stykke ud. 

Bagefter skulle det gå stærkt. Væk med Karen og Andrea, så de ikke skyggede for det sparsomme lys, på med ekstra kaffedrys og valmueblade (som jeg lige havde fundet på vejen op til entreen), og op med reflektorskærm og sivbakke som baggrund. Tre hurtige beslutninger senere havde vi fået et supersmukt - og lettere abstrakt - resultat ud af en lettere håbløs situation. Og du godeste et svineri, vi skulle tørre op bag efter. Anderledes stille gik det for sig med de fire småkager, der tog halvanden time at få i kassen.

(Jeg fik desværre ikke taget et billede af iskage-situationen, da det var mig med spækbræt, kaffedrys, reflektorskærm og sivbakke.) 

Sukkerchok

Så nåede vi til onsdag! Que rico!
Det bliver en god dag ...

Her på fjerdedagen er vi alle lidt møre af arbejdsdage på 12 timer på en terrasse med kold vind, så vi har helt klart brug for ekstra energi.
Og dagens tema er kondenseret mælk! Manjar (eller dulce de leche eller arequipe) er stort i sydamerika, og jeg kan ikke vente med at finde den rette udgave hjemme i Danmark, for jeg tror, det bliver et hit at invitere på ALT med manjar i de kommende vintermåneder.