Bittersød

Det er virkelig en underlig, bittersød følelse, når noget så intenst er slut. Men sådan er det. Billederne er taget – de sidste, vi tog (i går), var billeder af Karen og mig, hvor vi fik lov at tosse rundt. Det var en dejlig afveksling fra de mange seriøse timer med madlavning og fotografering og en dejlig måde at ende vores photo session. Og da vi afsluttede, gjorde vi det med en pisco sour og bananchips – begge med i bogen! Claro!

I dag var så Store Flyttedag, hvor jeg skulle sige farvel til Kristian, Hannah og fotografen, som skulle hjem til Danmark, mens Karen og jeg skal videre til Argentina. Så i morges sagde vi farvel til Andreas (Karens søster) og Karens og Juans smukke sommerhuse - og vores legeplads de sidste ti dage.

På vejen til lufthavnen, hvor jeg skulle sige farvel til mine legekammerater, gjorde vi stop på en bjergvej ved dette lille, pudsige sted. Der stod på et skilt, at de havde drikkevarer, æg og empanadas. Det viste sig, at de ikke lige havde empanadas, da vi kom, men masser af æg i en kurv. Og da vi spurgte, om vi kunne få en kop kaffe, sagde damen i butikken/cafeen/stoppestedet 'si, si, un caffecita' og serverede tre kopper te! Med vand fra kedlerne på billedet. Meget autentisk.

Efter at have sendt danskerne afsted med fly, tog jeg en taxa ud til Karens hus i Las Condes i Santiago. 

På deres terrasse havde jeg for første gang på denne tur en time, hvor jeg kunne sidde og læse, akkompagneret af duften fra et appelsintræ i blomst. Og hvad er mere passende, end at læse den folkekære digter Pablo Neruda og hans ode til en cashewnød? Jeg tror, jeg vil tage nogle bidder af hans digte med i bogen, for han har mange kærlighedserklæringer til mad. Smukt. Og sigende for det folkefærd, jeg prøver at indkapsle.

I morgen venter seks timers kørsel over bjergene til vinlandet Mendoza.