Messi - helt uden fodboldstøvler

I går sad vi og talte om, hvor sindsygt det her projekt egentlig er. Karen er ikke kok, og jeg har aldrig været i Sydamerika før. Jeg har heller ikke lavet en kogebog før eller stylet mad. Så det er jo bare skønt.

Og i dag må jeg sige, at jeg rystede lidt på hånden, da vi skulle skyde en frossen kage. Vi skulle have den fragtet op fra kummefryseren i søster Andreas køkken til Karens mørke entre. Vi anede faktisk ikke, hvad vi skulle stille op med den, for den var stort set løbet ud over de to opstillede spækbrætter, vi ville placere den på. Det tog cirka fire mennesker at få kagen ud af formen og møjsommeligt skære et stykke ud. 

Bagefter skulle det gå stærkt. Væk med Karen og Andrea, så de ikke skyggede for det sparsomme lys, på med ekstra kaffedrys og valmueblade (som jeg lige havde fundet på vejen op til entreen), og op med reflektorskærm og sivbakke som baggrund. Tre hurtige beslutninger senere havde vi fået et supersmukt - og lettere abstrakt - resultat ud af en lettere håbløs situation. Og du godeste et svineri, vi skulle tørre op bag efter. Anderledes stille gik det for sig med de fire småkager, der tog halvanden time at få i kassen.

(Jeg fik desværre ikke taget et billede af iskage-situationen, da det var mig med spækbræt, kaffedrys, reflektorskærm og sivbakke.)