Vejen til mandens hjerte ...

... går gennem chifa!
Chifa er betegnelsen for fusion mellem kinesisk og peruansk køkken. Der er masser af restauranter i Perus hovedstad, Lima, der kun serverer chifa, og da jeg i weekenden serverede denne lille sag fra bogens fusionskapitel, var kommentaren fra manden: "Jeg tror, det er det bedste, du nogensinde har lavet!"
Ja, der kan man bare se, hvad lynstegt oksekød, hjemmelavede pommes friter, soya og koriander kan udrette sammen ...

Retten hedder 'lomo saltado', og trods den stærke kinesiske inspiration, er det en ret, der kommer tæt på at være en nationalret (sammen med ceviche, empanadas og alle de andre ...) i Peru.
Normalt ville man få serveret ris til - claro! - men jeg nøjedes med pommes friter, som klæder retten sindssygt godt (og giver mig mulighed for endnu en gang at lege med friture!).
Kød og kartofler, det kan vi li'! Især manden, hvis hjerte jeg nu havde nået.

Og for at komme helt ind i hjertekulen, toppede jeg af med en dessert fra det sydamerikanske: bagte æbler i carmenere-vin. Serveret med flødeskum. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt. Tror faktisk også, at de to retter er vejen til kvindens hjerte. Just sayin'

BONUS:
Et lille tip, jeg fandt på undervejs: Det er meningen, at man skal fjerne kernehuset, men ikke stikke igennem bunden af æblerne. Det kan jeg ikke finde ud af. Så jeg udviklede min egen snydemetode.
Aner ikke, hvad Karen ville sige til det, eller om alle andre end jeg allerede kender tricket. Men her kommer det:
Udstik kernehuset, Skær bunden af det stykke æble, du trækker med ud, og placer det i bunden af æblet igen som en prop. Voila!

PS: Æblerne, jeg brugte, var nok for små til at bage i en time, derfor den sprukne skræl. Næste gang bliver de fine og hele :-)

Frituretid!

Forleden gav jeg mig selv den udfordring at tage mad med til en middagsaftale i byen (den samme middag, hvor de pinlige kanonkugler også optrådte). Der er flere opskrifter i bogen, som egner sig perfekt til buffet, gæstemad eller delemad, men det er en udfordring, når man vælger at tage mad med, der skal serveres frisk fra frituren.
Men en af retterne, bolinhos de bacalau, passer godt til formålet, fordi man kan lave dem i forvejen og fryse dem ned - for så at friturestege på stedet.
Bacalau er i princippet klipfisk, og det kan enten være en ret i sig selv i fad med peberfrugter, som spises lystigt i Portugal (med fisk fra Færøerne), eller man kan lægge klipfisken i blød i 24-36 timer og koge den, til den er lige til at pille fra hinanden med fingrene.
Jeg havde fået fat i mit (første nogensinde) stykke færøske klipfisk fra den lokale fiskehandler og havde lagt det i blød som foreskrevet. Men jeg havde glemt at skifte vandet mindst tre gange undervejs, så jeg må indrømme, at de var lidt til den salte side.

Anyway, det var sjovt at hælde over en halv flaske rapsolie i en gryde for at koge sin mad i det? Jeg har i hvert fald sjældent gjort det tidligere. Nu tror jeg, jeg kommer til at tillade mig selv det lidt oftere. For de salte torskedeller med lime og eventuelt lidt chilisauce til bliver garanteret en gæste-hitter!

Anden udfordring: Empanadas.
Det er vel kun at regne for hele Sydamerikas nationalret. Så hvis man kikser den, kan man nok glemme alt om at kalde sig forfatter til en sydamerikansk kogebog. Det bliver i hvert fald svært at vise sig på kontinentet uden hån ...
Så stor (kæmpestor) var min stolthed, da mine empanadas ikke kun holdt tæt under bagningen, de smagte tilmed godt. Wup-wup!
Fyldet havde jeg lavet dagen før, for så bliver det bedre og også mere fast, så det ikke flyder ud af eventuelle huller i empanadaen. Da jeg først havde fået den rette mængde mel i dejen og delt den i 12 stykker, gav det ret meget sig selv, hvor tyk hver plade skulle være. Mine førstegangs-empanadas blev ikke lige så snorlige som Karens, så min erfaring er hermed, at de 12 dejklumper skal være ret lige store, hvis man vil have et stringent resultat. Men jeg synes alligevel, at mine blev smukke!
(De er også gode næste dag :-))

Alle herlighederne endte på et middagsbord hos gode mennesker med lækre salater, chilensk vin og rustikt landbrød. Lige sådan som jeg forestillede mig, da vi gik i gang med bogen!

Katastrofale kanonkugler

Damn, så gik det galt!
Det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Men at det lige skulle ske med en dessert - og så oven i købet, da jeg kækt havde bedyret over for venner, at "jeg tog mad med" til vores middag - det var lidt en overraskelse.
Men i stedet for nogle aromatiske, fine kokostrøfler med appelsin, havde jeg fået lavet kanonkugler, der var umulige at sluge! Aftenens mandlige vært nåede hurtigt at kaste en hel 'trøffel' i munden, inden jeg kunne nå at advare ham om, at der vist var noget galt med dem, og at de vist var blevet lidt tørre. Han lignede en, der lige så godt kunne have fyldt munden med vat og nu prøvede at synke det af høflighed i stedet for at kaste det op som en hårbold!

Den gode nyhed er, at jeg har fundet fejlen. I opskriften står der, at der skal bruges 240 gr. kokosmel. Men da jeg i skam febrilsk gik hjem efter middagen og målte, regnede og læste efter, viste det sig, at der i virkeligheden kun skulle 140 gr. i! 100 gr. kokosmel er ret meget - og meget tørt. Så da jeg forsøgte mig med opskriften igen i dag, blev de heldigvis lige i øjet. Pyh!
Jeg havde i øvrigt også trillet dem i flomelis i første forsøg, fordi jeg tænkte, det ville se fint ud. Men jeg tror, at melisen var med til at suge den sidste rest fugt ud af de udpinte kokoskugler. Så denne gang holdt jeg mig bare til fint sukker, som der står i opskriften. God disposition.

Hverdagsgæstemad på en søndag

Så har jeg også lavet mad med blendet brød!
Mit tredje livtag med sydamerikansk mad er endnu en ret fra vores 'vinterkapitel' med mad, der passer perfekt til november.
Denne gang var det ají de gallina, der var på programmet, og middagsgæsterne var familien, vi deler hus med. Aka forsøgskaninerne!

Retten er egentlig nem at tilberede, men igen har jeg oplevet nye ting i mit køkken - der normalt bliver brugt til at snitte grøntsager og grille kylling i: Jeg har opblødt toastbrød i mælk og blendet det, og jeg har kogt kylling og revet det fra hinanden med de bare næver. Og så har jeg brugt chilipasta hjembragt fra Chile - denne gang den gule, milde 'amarillo'-slags.

Kort fortalt er ají de gallina en gryderet med kylling, parmasan og valnødder. Den serveres med ris til og pyntes med de allestedsnærværende sorte oliven og kogte æg! Det er nok en af de tungeste retter i bogen, men smagen er perfekt. Hvis pastel de choclo kunne blive afløseren for lasagne, kunne ají de gallina godt få lov at erstatte risotto på min menu en gang imellem.

Ps: Alle omkring bordet spiste flere portioner - inklusiv de tre mindste på 1/2, 3 og 5 år ...

Lasagnens afløser

Navnet er løjerligt. Pastel de choclo. Det ledte straks mine tanker hen på chokoladetærte, første gang jeg så det. Men intet kunne være mere forkert. 'Choclo' betyder majs, og retten ser lige så løjerlig ud, som navnet lyder. Til gengæld smager den bare s....godt!

Man tager kylling, hakket oksekød, blendet majs og mælk, oliven, rosiner, kogt æg, paprika, løg og basilikum og bager det hele i ovnen til sukkeret på toppen er karamelliseret. Hvor mærkeligt er det lige? I Sydamerika er det meget almindeligt at blande råvarerne på den måde, så forhåbentligt vil denne ret ændre, at vi rynker lidt på næsen af sådan et miks i helse-/design-Danmark. 

Da holdet bag kogebogen havde færdiggjort kapitlet om supper og sammenkogte retter, skulle vi om aftenen lige samles foran pejsen i Karens hus i Chile for at spise nogle af de rester, der havde overlevet fotooptagelserne. Og danskerne omkring bordet (inklusiv undertegnede) var lidt ... spændte på denne 'blandede landhandel i fad'. Men efter få mundfulde var alle enige om, at det burde blive lasagnens afløser elle dubleant. 

I dag har jeg så afprøvet den på eget køkken og egen krop, og den er stadig nem og god. Jeg overvejer, om vi måske skal lægge 50 procent af mængden til hele opskriften, for vi var to mennesker (uden at nævne navne) om at dele hele fadet, som var beregnet til fire!! Men ok, det er måske bare os.

Trip, trap træsko, og så i ovnen!

Og til de, der tæller kalorier, vil jeg bare sige, at der kun er 129 kcal pr. 100 gr. i retten. Til gengæld får man masser af protein. Ren win-win!
Og endnu bedre: Retten er ret sød, så man har ikke den samme craving efter noget sødt bagefter, hvilket er rigtig godt for sådan én som mig!

1. opskrift, 53 tilbage

Jeg føler mig lidt som Julie i filmen 'Julie & Julia', hvor den unge Julie skal lære at lave finere fransk mad ved at arbejde sig igennem Julia Childs kogebog, opskrift for opskrift. Hun skal igennem 365 opskrifter, en for hver dag i et år.
Jeg vil kaste mig ud i noget af det samme, eftersom det er Karen, der er 'creatricen' bag samlingen af opskrifter i bogen, og jeg aldrig selv har lavet nogen af retterne. Heldigvis er der ikke 365 opskrifter i vores kogebog, så jeg burde kunne nå en del af dem, inden min deadline den 12. december.

Mit første forsøg er en koriandermousse, som var kærlighed ved første bid for hele holdet, da vi lavede mad og tog billeder i Maitencillo. Den har jeg glædet mig meget til at prøve af herhjemme - som tilbehør til fisk eller som snack på ristet brød til et glas vin inden maden.

Det må være første gang, jeg arbejder med husblas. Det er i hvert fald første gang, jeg bruger ají verde.
Opskriften er simpel, og efter en nat i køleskab kan jeg konstatere ... at det er den forkerte chili! Var lidt for kålhøgen i sidste opdatering!
Men nu har jeg været en tur på Nørrebro og fandt vist den rigtige (på billedet her over). Den hedder carli på tyrkisk, hvis I skal på jagt.
En lille udfordring, jeg stadig arbejder med, er mængden af husblas. Jeg er ikke så hjemmevant med husblas, og jeg ved, at de i Sydamerika godt kan lide at servere moussen vendt ud af skålen, så den står selv. Eller som skiver fra en firkantet form. Men det kræver lidt mere husblas, end hvis den skal blive i skålen og have en mere cremet konsistens, sådan som jeg tror, de fleste danskere vil foretrække den. Men jeg har intet imod at prøve opskriften af mange gange inden deadline!

Nu er mousse version 2.0 i hvert fald prøvesmagt af både underbo og undertegnede. Og den er godkendt! Yum!