torsdag den 6. november 2014

Lasagnens afløser

Navnet er løjerligt. Pastel de choclo. Det ledte straks mine tanker hen på chokoladetærte, første gang jeg så det. Men intet kunne være mere forkert. 'Choclo' betyder majs, og retten ser lige så løjerlig ud, som navnet lyder. Til gengæld smager den bare s....godt!

Man tager kylling, hakket oksekød, blendet majs og mælk, oliven, rosiner, kogt æg, paprika, løg og basilikum og bager det hele i ovnen til sukkeret på toppen er karamelliseret. Hvor mærkeligt er det lige? I Sydamerika er det meget almindeligt at blande råvarerne på den måde, så forhåbentligt vil denne ret ændre, at vi rynker lidt på næsen af sådan et miks i helse-/design-Danmark. 
Da holdet bag kogebogen havde færdiggjort kapitlet om supper og sammenkogte retter, skulle vi om aftenen lige samles foran pejsen i Karens hus i Chile for at spise nogle af de rester, der havde overlevet fotooptagelserne. Og danskerne omkring bordet (inklusiv undertegnede) var lidt ... spændte på denne 'blandede landhandel i fad'. Men efter få mundfulde var alle enige om, at det burde blive lasagnens afløser elle dubleant. 

I dag har jeg så afprøvet den på eget køkken og egen krop, og den er stadig nem og god. Jeg overvejer, om vi måske skal lægge 50 procent af mængden til hele opskriften, for vi var to mennesker (uden at nævne navne) om at dele hele fadet, som var beregnet til fire!! Men ok, det er måske bare os.


Trip, trap træsko, og så i ovnen!

Og til de, der tæller kalorier, vil jeg bare sige, at der kun er 129 kcal pr. 100 gr. i retten. Til gengæld får man masser af protein. Ren win-win!
Og endnu bedre: Retten er ret sød, så man har ikke den samme craving efter noget sødt bagefter, hvilket er rigtig godt for sådan én som mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar