Jeg vil kaste mig ud i noget af det samme, eftersom det er Karen, der er 'creatricen' bag samlingen af opskrifter i bogen, og jeg aldrig selv har lavet nogen af retterne. Heldigvis er der ikke 365 opskrifter i vores kogebog, så jeg burde kunne nå en del af dem, inden min deadline den 12. december.
Mit første forsøg er en koriandermousse, som var kærlighed ved første bid for hele holdet, da vi lavede mad og tog billeder i Maitencillo. Den har jeg glædet mig meget til at prøve af herhjemme - som tilbehør til fisk eller som snack på ristet brød til et glas vin inden maden.
Det må være første gang, jeg arbejder med husblas. Det er i hvert fald første gang, jeg bruger ají verde.
Opskriften er simpel, og efter en nat i køleskab kan jeg konstatere ... at det er den forkerte chili! Var lidt for kålhøgen i sidste opdatering!
Men nu har jeg været en tur på Nørrebro og fandt vist den rigtige (på billedet her over). Den hedder carli på tyrkisk, hvis I skal på jagt.
En lille udfordring, jeg stadig arbejder med, er mængden af husblas. Jeg er ikke så hjemmevant med husblas, og jeg ved, at de i Sydamerika godt kan lide at servere moussen vendt ud af skålen, så den står selv. Eller som skiver fra en firkantet form. Men det kræver lidt mere husblas, end hvis den skal blive i skålen og have en mere cremet konsistens, sådan som jeg tror, de fleste danskere vil foretrække den. Men jeg har intet imod at prøve opskriften af mange gange inden deadline!
Nu er mousse version 2.0 i hvert fald prøvesmagt af både underbo og undertegnede. Og den er godkendt! Yum!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar